Tekster
Uddrag fra Mærkelig Frugt
Hvis jeg havde været i min drøm i nat,
havde Bob Dylan stået på min bagtrappe,
og vi havde delt en cigaret
ved at knække den over på midten.
Hvis jeg havde været i min drøm i nat,
havde jeg stukket en finger i kompostbunken.
Hvis jeg havde været i min drøm i nat,
havde jeg taget hånd om
to vingummikirsebær
der hang mellem benene
på en dreng.
Hvis jeg havde været i min drøm i nat,
havde jeg stødt panden mod en kvinde med briller
i samme farve som hendes nålestribede heldragt
og jeg var blevet helt forvirret når hendes pigmentfejl
viste sig at være pixels
og hun råbte op om at hendes mynde
ventede hende i en parkeret bil,
med dunkende tunge ud af vinduet.
Hvis jeg havde været i min drøm i nat,
havde Martin Luther King sømmet en opskrift
på hvordan mennesker bør være
fast på min hoveddør.
Den ville være i passiv,
som opskrifter og mennesker er flest.
Uddrag fra Ordbehandling
Ord er maltbolcher,
der skal suttes på, der skal sluges, der skal optages i kroppen
og give ekstra energi og sukkersyge og kvalme.
Uddrag fra Lydstykker
Du skal ikke være bange, hvis du vågner og jeg ligner et lig.
Jeg sover altid med åbne øjne, som en cowboy i ødemarken.
I nat havde jeg en af de drømme, der sidder i huden hele dagen:
Vi tændte et bål af mikadopinde.
Du trak dig ud af varmen.
Jeg trak mig ind i mig selv; Helpless, Helpless, Helpless.
Jeg spiser guldkorn til aftensmad, der bliver et par tilovers.
De bliver liggende i skålen, glødende, blødende af letmælk.
|